VANDREHISTORIER FOR OPLEVELSESREJSENDE

Vandretur med historiefortælling ved Slettestrand. Kom med Stedkender på en nøje udvalgt 6 km tur i Svinkløv Plantage. Rutens varierede landskab byder på både den brusende Slette Å, udsøgt udsigt over Jammerbugten fra toppen af Lien og strandens bløde sand under skosålerne. Undervejs gør vi holdt for at høre nogle af de gode historier fra Slettestrand og Jammerbugten om blandt andet 2. Verdenskrig, katastrofale strandinger og sandflugt, der truede med at udslette et helt sogn. Din fortællingsfyrmester, der kaster lys på alle historierne og viser vej, er Bitten Holmsgaard, som er uddannet journalist, mangeårig guide og ejer af Stedkender.

Bitten er en fantastisk formidler, som formår at levere sine historier med så stor indlevelse, entusiasme og engagement, at det er umuligt ikke at blive smittet af hendes energi og begejstring.

Læs mere på Bittens hjemmeside og for tilmelding her - Guidede ture - stedkender

***

Miljøministeriet har udarbejdet en brochure over Svinkløv og Kollerup Plantager (der kan fås på hotellet eller på Fjerritslev turistinformation), der fortæller om vegetationen og fugle- og dyrelivet på tre særligt dejlige vandreture i området:

1) Gul rute (3,2 km) der udgår fra Slette Å Rasteplads og fører dig gennem bl.a Kaprifoliedalen (der bærer sit navn af indlysende grunde) og gennem plantagen op på højderyggen, hvorfra man har en betagende udsigt over Jammerbugten

2) Rød rute (4,3 km) der ligeledes udgår fra Slette Å Rasteplads. Her følger man den slyngede Slette Å til Hjortdal Kirke og langs hele turen hører man åens rislen. Odderen lever i åen, men den er sky, så man ser den næppe. Men dens tilstedeværelse er et tegn på, at der er fisk og at vandet er rent. Turen er i den grad præget af den livlige å’s tilstedeværelse - den omgivende vegetation er regnskovsagtigt frodig, og når solen skinner og luften er varm, er duften af våd, frugtbar vegetation tungt liflig. Ruten ender, hvor den starter ved Slette Å Rasteplads og den kan selvfølgelig også vandres med udgangs- og slutpunkt ved Hjortdal Kirke.

Et lille tip til hotellets gæster: man kan, hvis man ikke ønsker at køre i bil til Slette Å Rasteplads eller til Hjortdal Kirke, fra hotellet vandre ned til vejen, krydse den og gå ad Stenhusvej ned til en sti, der fører til en bro over Sletteå og så tage turen derfra.

3) Rød rute (4,5 km). Sømærkestien. Man parkerer på Svinkløv Badehotels parkeringsplads og går forbi det stråtækte ishus og 50-100 m op ad vejen. Lige efter autoværnet og rosenkrattet på højre hånd starter stien, der fører vandreren op til den et par km lange højderyg. Stien er meget afvekslende. Man vandrer både gennem lukkede småkrat og ude i det fri med storslåede udsigter over Vesterhavet. Herfra kan man se hele Jammerbugten. Lige før campingpladsen til venstre ligger der en lille tysk bunker, der er udgravet og åben for besøgende. Svinkløv (der gættes på, at det besynderlige navn måske skyldes, at højderyggen set fra havet eller stranden lignede svineklove, før den groede til med marehalm) ender dramatisk pludseligt. Vestpå øjnes i klart vejr det eneste danske fuglefjeld Bulbjerg og under dig ligger – så langt øjet rækker – Grønne Strand, et stort lyngklædt område med græssende kreaturer og enkelte hvidkalkede ejendomme bag klitrækken.

Turen tilbage til parkeringspladsen ved Svinkløv Badehotel kan foretages 1) ad samme sti, som man kom. Så vil man opleve, at udsigten er anderledes, når man vandrer ad stien i modsat retning med fuld udsigt til Jammerbugtens krumning og i det fjerne Rubjerg Knude. Eller 2) man kan vælge at gå ned af trappen til Grønne strand og gå tilbage ad den lave Sømærkesti, en vandretur mellem højderyggen og bag klitrækken gennem et lyngklædt lavland eller 3) vandre tilbage langs havet. I sidste tilfælde er Svinkløv Badehotel turens pejlemærke for lokalisering af parkeringspladsen.

Er turen for lang, kan man halvere den ved at gå ned ad trappen ved Campingpladsen og den tyske bunker og enten ad den lave Sømærkesti eller langs havet tilbage. Men så snyder man sig selv for nogle af de flotteste udsigter på turen – inkl. den særegne oplevelse at se højderyggen blive brat afbrudt af det store lavland ved Grønne Strand. Hvis man vandrer helt ud på spidsen af Svinkløv og kigger ned på Grønne Strand vil man lige under sig i det lave krat se en gammel sortmalet skibskanon, der vistnok stammer fra et russisk skib. Har man børn med, kan man spinde en ende om drabelige søslag og alle de sunkne skibe, der ligger derude i den tilsyneladende så fredelige Jammerbugt, der ikke bærer sit navn uden grund.

Fosdal og Langdal Plantager
har 5 afmærkede vandreture i varierede landskaber, der vidt forskellige som de er, dog har én fællesnævner: de er forbeholdt ”den stille skovvandrer”. Dvs. at f.eks. MTB Cykler, orienteringsløbere og andre sportsudøvere er henvist til at dyrke deres sportsgrene i andre områder.

Fosdal Rød rute (2,5 km), omtales af de fleste som ”Fosdalen-turen”. Den udgår fra en grøn mark /parkeringsplads ved Lerup Kirke. Her går man ned i en frodig kløft langs en lille rislende bæk og vandrer ad en sti, der først er et smalt gruspor, siden erstattes af hængende træbroer over eller langs bækken. Det er en kort, velanlagt og charmerende tur, hvor den vandrende hele vejen er ledsaget af fuglesang og bækkens pludren. Og det får han så lejlighed til at genopleve på tilbageturen ad samme vej, som han kom, for det eneste alternativ er at gå turen tilbage til parkeringspladsen ad den ikke særligt charmerende asfalterede vej, der løber højt over Fosdalens ro og skønhed.

Gul rute (5,5 km) udgår fra P-pladsen på Hjortdalsvej. Man vandrer af fredfyldte stier igennem plantage bevoksning og uberørte hedelandskaber og den nok største attraktion for den historisk interesserede er de mange 2500-3700 år gamle bronzealder gravhøje, hvoraf der er omkring 60 i Fosdal Plantage. Grøn rute (5 km) udgår fra P-pladsen på Hjortdalsvej. Bese oltidsagrene. Langdal Plantage Rød rute (5 km) udgår fra Strandvejen P-plads. Følg ruten, der leder vandreren ud på kanten af Liens skrænter med flotte udsigter over det fredede lavland og havet i det fjerne. På tilbagevejen passeres et højtliggende plateau med mange gravhøje

Gul rute (7 km) starter ved Strandvejens P-plads og er egentlig blot en forlængelse af Rød rute ovenfor

New Account Register

Already have an account?
Log in instead Eller Reset password